Neuropædagogik:
Brug hjernen i arbejdet med co-teaching
Skrevet af Micki Sonne Kaa Sunesen, Ph.d, Direktør i Nordic Learning – Research and Education.
På især folkeskoleområdet oplever man lige nu udfordringer med at skabe lærings- og deltagelsesmuligheder for alle elever. Løsningen på denne udfordring er mange steder at give eleverne tilbud om undervisning i en specialklasse eller på en specialskole. Nogle steder skeler man også til det relativt nye begreb ”mellemformer” som en mulig løsning på denne udfordring. Intentionerne er flere, herunder disse to:
- at give eleverne en god skolegang, hvor deres behov for hjælp og støtte bliver opfyldt og
- at spare penge fordi segregerede specialpædagogiske tilbud ofte er en meget dyr løsning.
I mit arbejde som forsker og konsulent kommer jeg ofte ud på skoler for at lave observationer og sparre med skolens professionelle. Det, som jeg ser mange steder, er, at mange elever forhindres i at deltage i undervisningen. Ikke fordi de ikke vil, men fordi undervisningen ikke tilrettelægges på en sådan måde, at deltagelse er muligt for dem. Nogle gange kan eleverne hjælpes ved at de professionelle gør brug af relativt enkle pædagogiske principper.
Det kan være:
-
Ved at starte lektionen op på en klar og tydelig måde.
-
At tilpasse opgaver og aktiviteter til elevernes forudsætninger for at lære.
-
At bygge bro mellem fagenes indhold og elevernes praktiske liv, så de bedre kan se meningen med det, som de skal lære. Det kan også være ved at undervisningen tilrettelægges således,
-
At der er mere bevægelse eller fysisk aktivitet.
-
Ved demokratisk involvering af eleverne, herunder, at de gives valgmuligheder i undervisningen, og derved oplever, at de kan påvirke undervisningens form og indhold.
Disse enkle og for mange velkendte pædagogiske greb er somme tider tilstrækkelige til at eleverne kan deltage i undervisningen.
Få styr på inklusionsarbejdet – med co-teaching og neuropædagogik
Jeg har set mirakler ske
Men somme tider inviterer problemer i undervisningen til at man gør mere og andet end dette. Dette mere og andet kan fx være, at de professionelle intensiverer den måde, som de samarbejder på – og som en del af dette samarbejde tænker over, hvordan de på en mere præcis måde kan bringe deres fælles pulje af viden og kompetencer i spil. I min forskning med fokus på co-teaching ser jeg nærmest mirakler ske. Når de professionelle får muligheden for at samarbejde på en fordybet måde om fælles forberedelse, udførelse og evaluering, så har det den indflydelse på undervisningen, at den bliver mere varieret og at de professionelle bedre kan nå hele vejen rundt om den bredt sammensatte elevgruppe. På den måde oplever både professionelle og elever mestring, hvilket klart smitter af på deres fælles oplevelse af, hvordan undervisningen udfolder sig. Undervisningen bliver ganske enkelt sjovere og mere lærerig for alle.
Men spørgsmålet er blot, om ikke situationen i folkeskolen kalder på, at alle skolens professionelle sådan set bør have viden om, hvad de kan gøre, når enkelte elever eller elevgrupper ikke ser ud til at lære via den helt almindelige undervisning.
De professionelle kan altså nå et stykke ved at samarbejde med co-teaching som metode. Men co-teaching er primært en platform for professionelt samarbejde, som indeholder nogle grove bud på, hvordan arbejdet med elevernes læring kan organiseres. Den oprindelige ide er, at samarbejdet mellem de professionelle udgøres af professionelle, hvor den ene part har almenpædagogisk kompetence og den anden har specialpædagogisk kompetence. Tanken er, at denne kombination af almenpædagogik og specialpædagogik virker inkluderende ind i elevfællesskabet. Men spørgsmålet er blot, om ikke situationen i folkeskolen kalder på, at alle skolens professionelle sådan set bør have viden om, hvad de kan gøre, når enkelte elever eller elevgrupper ikke ser ud til at lære via den helt almindelige undervisning. Hvordan kan denne ikke-læring forstås? Hvilke pædagogiske håndtag kan man tage fat i? Et bud på en sådan viden kan være viden om hjerne og kognition, altså viden om, hvad der kan foregå på elevernes inderside, i deres tanker, i deres kroppe. Jeg bruger termen ”neuropædagogik” som en samlebetegnelse til at beskrive denne ”viden”. For en ting er viden om hjerne og kognition (neuro), en anden ting er at anvende denne viden til at informere eller ændre den pædagogiske praksis (pædagogik) – i et tæt professionelt samarbejde.
Forstå hjernen – deri ligger hele forskellen
I mine dialoger med professionelle på skoler ser jeg, hvordan det neuropædagogiske perspektiv på de professionelles undervisning kan pirre en form for pludselige opdagelser. Med dette blik på praksis gives de professionelle et fælles sprog, som de kan bruge til at kigge bagom elevernes udfordringer med at lære. Når de fx lærer om, hvad arbejdshukommelse er, så går det op for dem, hvorfor det kan være vigtigt at nedbryde informationer, opgaver og arbejdsgange i mindre dele. Når de lærer om, hvad kognitiv fleksibilitet er, så bliver de opmærksomme på, hvorfor de skal være opmærksomme i skift mellem opgaver eller aktiviteter. Når de lærer om emotionelle aspekter af læreprocesser bliver de opmærksomme på betydningen af et trygt og hjernevenligt klima i klassen, men også betydningen af deres egen kompetence til at indgå i følelsesregulerende samspil med eleverne.
De mikroregulerer aspekter af deres undervisning, og opdager herved at små ændringer i form og indhold kan gøre en stor forskel. Ikke kun for eleverne, men faktisk også for de professionelle selv.
Når de professionelle bruger viden om hjerne og kognition som en del af deres indbyrdes samarbejde og i deres dialoger om mulige løsninger på aktuelle problemer, så bliver de nuancerede i deres forståelse af elevernes behov. Denne merforståelse gør hele forskellen. Det er den, som leder til at de professionelle ændrer på deres undervisning i detaljen. De mikroregulerer aspekter af deres undervisning, og opdager herved at små ændringer i form og indhold kan gøre en stor forskel. Ikke kun for eleverne, men faktisk også for dem selv. Dette er vigtigt. For når de professionelle oplever et pædagogisk overskud, forplanter det sig på en læringsunderstøttende måde i selve samspillet mellem de professionelle og deres elever.
Det, som man i skolen skal gøre for at lykkes i arbejdet med inklusion er, at give de professionelle gode muligheder for at udvikle deres undervisning i fællesskab. Hvordan dette kan se ud, er co-teaching et oplagt praksisnært bud på. Dernæst skal de professionelle oparbejde en fælles viden om, hvordan elevers behov i mere komplekse læringssituationer kan imødegås. Det er her viden om neuropædagogik kommer ind i billedet.
I skoleåret 2024 indleder jeg udviklings- og forskningsarbejde på flere skoler i Danmark med netop fokus på kombinationen af co-teaching og neuropædagogik. Mit fokus vil her være delt på to opmærksomheder. For det første er jeg interesseret i at skabe mere præcis viden om på hvilke måder denne kombination virker inkluderende i bredt sammensatte elevfællesskaber. For det andet er jeg interesseret i at få et forskningsmæssigt indblik i, hvordan skolens professionelle oplever at mestre det komplekse inklusionsarbejde, når de samarbejder ud fra netop de logikker, som bor i co-teaching og i det neuropædagogiske perspektiv.